mandag den 22. februar 2016

Kiss of the Night

Kiss of the Night er 4. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie.

For mange tusind år siden skabte guden Apollo sin egen race, kaldet Apollitterne. I lang tid gik det godt, og racen havde fremgang. Men så beordrede Apollitternes dronning mordet på Apollos elskerinde og søn, og som straf forbandede guden dem til at dø under frygtelige pinsler den dag de fyldte 27 år. Han havde dog ikke lige tænkt over at hans søn var en af dem, og han derfor også selv var bundet til racen. For hvis hans søns efterkommere uddør vil Apollo, og kort efter verden, gå under.
Apollos sidste efterkommer hedder Cassandra, og hun har kun lidt under et år tilbage før hun fylder 27 år. Hun har hidtil nægtet at få børn, da hun ikke vil efterlade dem alene når hun dør, Men Apollitternes fjender, Daimons som følger en af Atlantis´ gudinder kaldet Ødelæggeren, vil ikke bare vente på at hun dør af sig selv, og jager hende aktivt.
Og så møder Cassandra Wulf. Wulf er Dark-Hunter, men i modsætning til alle andre Dark-Hunters har han ikke solgt sin sjæl til Artemis. I stedet blev han narret af en kvindelig Dark-Hunter i Vikingetiden som byttede sin sjæl for hans, og samtidig forbandede ham så ingen, bortset fra overnaturlige væsener og hans egen familie, kan huske hvem han er. Hans sidste familiemedlem er hans væbner Chris som Wulf er voldsomt overbeskyttende overfor og hele tiden forsøger at matchmake så han kan sikre at der også i fremtiden er mennesker der kan huske ham.
Det er forbudt for Dark-Hunters og Apollitter at have et forhold til hinanden, da Apollitter ofte bliver til Daimons, Dark-Hunternes svorne fjender. Alligevel bliver Wulf og Cassandra tiltrukket af hinanden, og lærer igennem et par meget livagtige drømme hinanden at kende. Og mere til, for Cassandra bliver gravid, og pludselig har de begge mere at leve for end de havde turdet håbe på.
Men kan et forhold mellem svorne fjender, hvoraf den ene endda er dømt til at dø, overhovedet føre til noget? Og kan Wulf stoppe Ødelæggerens håndlangere før de dræber Cassandra - og hans ufødte barn?

Endnu en gang formår forfatteren at bringe en ny person på banen og stadig bevare sammenhængen til de forrige bøger. Bogen foregår nogenlunde samtidig med Night Embrace og Dance with the Devil, og indledes med den samtale som Talon og Wulf har i starten af Night Embrace. hvilket er med til at kæde bøgerne sammen og udvide universet. Samtidig er det sjovt at følge samtalen fra Wulfs synsvinkel da det er med til at sætte det hele i perspektiv.
Personerne er interessante og levende, og særligt Cassandra og Wulf lærer man rigtig godt at kende. Samtidig sætter denne bog fokus på Daimons og hvor de kommer fra. Det gør at universet bliver mere gråt, da man pludselig får empati med dem som tidligere udelukkende var bad guys. Og det er samtidig med til at introducere Wulf og Cassandra for nogle moralske valg. For eksempel om det er i orden at tage andre menneskers liv hvis det betyder at man selv overlever, og hvor langt man vil gå for at redde sin familie. Men bogen kommer også ind på spørgsmålet om hvorvidt man kan undgå sin skæbne, og hvor stor en rolle den frie vilje har på personernes liv.
Handlingen er godt skruet sammen og er fyldt med hæsblæsende action, nervepirrende spænding, sanselig erotik, brændende kærlighed, utilgiveligt forræderi og indviklede intriger samt et par eksplosioner i ny og næ. Et par plottwists undervejs gør handlingen umulig at forudsige og bogen umulig at slippe.
Sproget er endnu en gang i top med malende beskrivelser, fantastiske dialoger og masser af humor. Det er letlæst og flydende, og sætter hurtigt læseren i den helt rigtige Dark-Hunter-stemning.
Jeg har svært ved at finde på nye ord til at beskrive hvor vild jeg er med den her serie og det utrolige univers forfatteren har opbygget. Magi, guder og myter snor sig ind og ud af hinanden og historien på en helt unik måde som er både fængslende og vanedannende, og har du ikke læst serien endnu er det bare med at komme i gang. Jeg er allerede omvendt.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: